"Hver dag" af David Levithan
"A" vågner op i en ny krop hver evig eneste dag. Aldrig er han i den samme krop. Han er enten i kroppen på en pige eller på en dreng, som alle er vidt forskellige. Gennem de 16 år, "A" har været i live, har han fundet på nogle regler til sig selv for at kunne overleve. Han må aldrig blive knyttet til nogen."A" prøver at være diskret og blander sig ikke i noget. Han overtager kroppen på en person og prøver bare at leve deres liv for en dag. Men så overtager "A" Justins krop. Justin er ikke en særlig flink fyr, men han har en rigtig sød kæreste, som hedder Rhiannon. "A" kan ikke stoppe med at tænke på Rhiannon og snart glemmer "A" alt om sine regler. Han elsker Rhiannon og vil være sammen med hende.
David Levithan er genial. Han har fundet på en genial bog. Der er jo et fantastisk plot, som virkelig får os til at tænke på vores eget liv og egen tilværelse. "A" har oplevet meget på sine 16 år. Han betragter slet ikke sig selv som en pige eller en dreng. Han er begge dele. Kærlighed handler ikke om udseendet, men om personligheden. "A" har alle disse vilde tanker om livet. Han finder ikke livet meningsløst, selvom han ikke får lov til at knytte sig til nogen. Det må være så hårdt at være "A", men på den anden side, har han jo heller ikke prøvet andet. Han plejede at længes efter en mor og en far og nogle søskende. Hans forskellige kroppe har sjovt nok lært ham en del om kroppe. Man kan være uheldig at være i en krop, man ikke hører til i. Fx hvis man er født i en kvindekrop, men egentlig er en mand. David Levithan kredser over flere af nutidens emner og alt det, der bliver diskuteret så heftigt i dag. Homoseksualitet, transvestitter, depression, selvmordstanker, forældres forventninger til deres børn, stofmisbrug osv. Det er derfor, David Levithan er så genial. Tænk at han kan få så meget med i én bog. Og han kredser rigtig godt om emnerne, for hovedpersonen "A" har en beundringsværdig tankegang. Han ser på alt med kærlighed. Han er simpelthen sådan et godt menneske, og han dømmer slet ikke. Men "A" forandrer sig også en del, da han forelsker sig i Rhiannon, lige pludselig vil han have mere. Han vil have det, han ikke kan have. Det han aldrig kan få. Men kan man bebrejde ham det?
Personligt syntes jeg godt om "A". Jeg havde sympati med ham, og hans tankegang er vidunderlig og storsindet. Han kan læse alle mennesker, og han ser, hvad de hunger efter og kæmper med. Han har fået sig selv til at lære meget mere om ting, vi mennesker normalt vil ignorere. Det er så beundringsværdigt. Rhiannon er pigen, "A" forelsker sig i. Hende kunne jeg derimod ikke lide. Og dog, så forstod jeg hende på mange punkter. Hun elsker også "A", men det er svært for hende at se forbi udseendet. Det er svært for hende at se, den hun elsker, forandre sig dag for dag. Hun kan aldrig vågne op ved siden af personen, hun elsker. "A" stjæler på en måde også andres liv. Det er rigtig svært for Rhiannon, også fordi det hele er så nyt for hende. Men hun må også tænke på sig selv. Hun vil gerne være sammen med "A", fordi man kan fornemme, at han ser hende, og alt der er godt ved hende, og han elsker hende for alt det, hun er. Men han tager hende også væk fra sit eget liv og hendes venner. Hun kan nemlig ikke fortælle nogen om "A".
Bogen var på mange måder meget realistisk. Den var ikke plat, fordi der netop er konsekvenser for det, "A" foretager sig. Han kommer til at sætte spørgsmålstegn ved sin tilværelse. Hvorfor han er, som han er. Om der er andre som ham og meget mere.
Plottet var, som skrevet tidligere, genialt. Sikke en idé! Måden handlingen skred frem på, var da også spændende til en vis grad. Jeg ved ikke helt, om jeg syntes om den. Men jeg elsker simpelthen, hvordan alt ved livet bliver skildret. Bogen fik mig til at tænke. Sproget var udmærket, dog kunne jeg godt tænke mig, at nogle ting var blevet beskrevet noget mere, men det er bare min mening. Slutningen var en smule sørgelig, realistisk som den nu kan være, og ikke mindst håbefuld.
Gyldendal, på dansk ved Astrid Heise-Fjeldgren, originaltitel "Every Day", 2012, 337 sider
Comments
Post a Comment