Drageløberen af Khaled Hosseini

Amir er søn af en rig mand. Hassan er en fattig tjenersøn. Alligevel er disse to drenge bedstevenner. En pashtun og hazara. Det er ikke særlig velset i Kabul, Afghanistan, hvor de bor, da hazaraer bliver set meget ned på. Hassan er Amir trofast og vil gøre alt for ham. Amir virker meget utaknemmelig og kan behandle Hassan meget uretfærdigt. Det eneste Amir nærmest sigter efter er sin fars anerkendelse, hvilket er svært med den magt, han har. Det eneste, der kan bringe Amir og hans far sammen, er den årlige drageturnering. At vinde ville være det bedste, der kunne ske for Amir og hans forhold til sin far. Noget går galt efter drageturneringen i vinteren 1975, som kommer til at jage Amir resten af sit liv. Senere tager russerne over, og Amir må flygte til USA med sin far. Der får de sig et nyt liv. Amirs far var på toppen i Kabul og i USA er han på bunden. Amir tænker stadig tilbage på vinteren 1975. En dag ringer hans fars gode ven, Rahim Khan til ham og beder ham om noget, som måske kan rette op på hans fejl: Gøre uret god igen. 

Jeg købte "Drageløberen" i Billunds lufthavn på vej til Canada. Jeg så den og tænkte på, hvordan jeg lige havde set en video med en pige, der havde købt den. Og jeg har engang set filmen, selvom jeg ikke husker, hvad den handlede om. Jeg tog chancen og købte bogen. Jeg blev færdig på 2 uger under mit ophold i Canada. En del af de mennesker, jeg var omringet af, havde allerede læst bogen og fortalte kun godt om den. 

I starten var jeg ikke særlig begejstret over bogen, da den for det meste fortalte om tidligere erindringer. Jo mere jeg kom ind i handlingen, og jeg forstod flere ting som fx Amir og Hassans forhold, begyndte jeg at kunne lide den. Jeg så den gode og unikke handling bag det hele. Amir og Hassans forhold er så dyrebart og ses sjælendt. Jeg byggede et had over for Amir og den måde, han behandlede Hassan på. Jeg syntes, Amir behandlede Hassan på en skamfuld måde. Hassan var virkelig et godt menneske, som også kun ønskede at behandle sin herre med respekt. Så det knuste mit hjerte, da jeg hørte om Amirs selviske handlinger over for Hassan. Men som Amir bliver ældre og lærer flere ting omkring livet, begynder jeg at kunne lide ham. Jeg får endda medlidenhed med ham.

Jeg synes absolut, at det er en helt fantastisk bog. Khaled Hosseini skriver geniale bøger, og jeg kan ikke slå fast, hvor han får sine idéer fra. Man bliver chokeret og overrasket flere gange. Man lærer om venskaber, om at værdsætte de mindste ting og sin hverdag. Man indser, hvor heldig man er, da denne bog også fortæller lidt om krigen i Afghanistan. Bogen fortæller først om de gode tider før krigen og også om krigen, der ødelægger et smukt land. Det er så frygtelig sørgeligt. "Drageløberen" vil ikke forlade mig med det samme. Jeg vil tænke tilbage på den. Tænke tilbage på de ting den har lært mig. Jeg tænker tilbage på selviske Amir, der kun havde øjne for sin fars anerkendelse, på stakkels Hassan der kun ønskede at være god. Jeg tænker på alle de ting og konsekvenser, der sker. Man kan sige, at Gud vilje har noget at gøre med, hvordan tingene spiller an i "Drageløberen".

Khaled Hosseini, Cicero, 258 sider, oversat af Alis Caspersen, "The Kite Runner", 2003