Jeg har dit nummer
Poppy Wyatt er forlovet og skal snart giftes med Magnus Tavish, som hun kun har kendt i få måneder. Det er skørt, men de er som skabt for hinanden. Magnus gør Poppy glad, og er det ikke alt, der skal til for at vide, man har fundet den rette person at gifte sig med? Det går galt for Poppy, da hun mister sin forlovelsesring, som er et dyrt arvestykke. Det får Poppy fuldstændig ud af flippen, da hendes svigerforældre i forvejen hader hende. Magnus kommer nemlig fra en familie af intelligenter, og Poppy er ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen. Alligevel prøver Poppy at imponere sine svigerforældre. I Poppys jagt efter sin forlovelsesring, mister hun uheldigvis sin telefon, men finder til gengæld en efterladt telefon i en skraldespand. Poppy tager ejerskab over mobilen, men den begynder at strømme med beskeder og nye bekendtskaber. Poppy kan ikke lade være med at læse de mails, der er på mobilen, og der går ikke lang tid, før hun roder sig ud i noget, hun burde holde sig langt væk fra.
Hvor jeg dog elsker Poppy Wyatts personlighed! Hun er hylende morsom og er virkelig en person, man kan relatere til. Poppy har så mange pinlige oplevelser, som fik mig til at græde indvendigt for hendes skyld. Stakkels Poppy. Men hendes personlighed redder hende ofte ud af vanskellige situationer. Så er der Sam Roxton. Han virker hele tiden så kold og barsk, men det får bare en til at kunne lide ham endnu mere. Ham og Poppy virker så perfekte sammen. De har nærmest kemi fra starten af. Deres personligheder blandet sammen er virkelig den perfekte kombination.
Magnus' forældre virkede bare som de største røvhuller i starten. De var slet ikke særligt imødekommende over for deres svigerdatter, men der er selvfølgelig en forklaring på det hele. I det hele taget sker der en masse ting i bogen, som man undrer sig over. Der var ikke ligefrem et kæmpe plot-twist, men jeg blev da overrasket et par gange. Jeg elsker, hvordan handlingen udspiller sig. Jeg blev seriøst fanget fra starten, og det må have været pga. Poppy. Hun er jo så skøn og morsom. Handlingen er altså også virkelig god. Der er så meget spænding, og mit hjerte bankede virkelig hurtigt til en af de sidste kapitler, fordi jeg var så spændt over handlingen. Det viser også bare, hvor meget jeg kunne lide bogen. Den var glimrende! Og jeg kunne sagtens læse den igen. Den er virkelig underholdende og går ud til alle aldersgrupper. Mere har jeg faktisk ikke at skrive om bogen, andet end at jeg giver den 5 stjerner! Er det for meget? Det finder I vel først ud af, når I har læst den ;)
Sophie Kinsella, Linhardt og Ringhof, roman, 397 sider, på dansk ved Dorte Andersson
Comments
Post a Comment