The Selection #3 - Den eneste ene (ingen spoilers)

America Singer er én af de fire piger i Eliten. Hun har fået lov til at blive i Udvælgelsen, men hun møder stadig en del modstand fra bl.a kong Clarkson. Han truer hende og vil ikke have hende med længere, men Maxon kæmper for America. Aspen og America kommer længere fra hinanden, idet Americas følelser for Maxon bliver større, men Maxon er også tilbageholdende omkring sin kærlighed for hende, og det tynger deres forhold. Oprørsgrupperne er stadig brutale, og de finder på nye planer, som både er rystende og voldsomme. America udvikler sig mere og kan stadig ikke beherske sig selv, hvilket får hende i problemer, men det gør også, at hun bliver en favorit blandt folket. America viser sig mere og mere som en dronning, men med det vil der også være  flere forhindringer på adskillige fronter. 

Min mening omkring bogen er lidt blandet. Ærligt har jeg aldrig brudt mig ret meget om serien pga. sproget og skrivestilen. Men det bunder sikkert i, at jeg læser den på dansk. Alligevel synes jeg godt, der kunne være gjort mere ud af beskrivelserne, og forfatteren, Kiera Cass, kunne godt have gjort mere for at få personerne i bogen til at virke mere oprigtige. Jeg synes tit, der var en del stereotyper, som var ret passive. Ofte kunne jeg slet ikke holde styr på de mange personer, som var med, da de ikke gjorde synderligt indtryk på mig. På en eller anden måde var de enten gode eller onde. De var aldrig noget midt imellem. Og det virker bare ikke særlig realistisk. Men dette kan måske skyldes, at "The Selection" er en serie for unge teenagepiger. Og jeg er 17, snart 18, og har læst så meget andet, som gør, at jeg er meget kritisk over for denne bog. Nu vil jeg så også nævne, at jeg faktisk synes, bogen var ret så underholdende. Der var en del drama, som hele tiden vækkede min nysgerrighed og fik mig til at ville læse mere. Jeg planlægger da også at læse den sidste bog i serien. De er spændende, og jeg kan godt lide konceptet med Udvælgelsen. Det er ret godt fundet på, men for at bogen skulle gøre indtryk på mig, burde der have været noget mere. Jeg ser godt, at hovedpersonen, America, udvikler sig gennem serien. Hun bliver stærkere og mere bevidst omkring sig selv. Hun er en "sej" hovedperson", men hun var ikke sååå inspirerende. Hun var dog rigtig sød. Jeg kan godt lide, at hun viste så meget medlidenhed med andre og tænkte på folk. Hun er helt klart et rigtig godt menneske med mange gode intentioner. Budskabet må være, at man aldrig skal lade sig underminere af nogen eller noget. Man kan, hvad man vil. Man skal blot have styrke og vilje. Det er et smukt budskab at sende ud til unge piger. Kiera Cass formår også at få dette budskab ud, det må jeg give hende! 

Kiera Cass, Tellerup, 412 sider, på dansk ved Sarah Feddersen Thomsen, 2014

Comments

Popular posts from this blog

SOLGT

Forfatningen af Gemma Malley

"It Ends With Us" by Colleen Hoover