The Winner's Curse

Kestrel lever i en verden med slaver og krig. Hun er datter af en anerkendt general, og hendes mor lever ikke længere. Det er forventet af hende, at hun enten vælger at være med i militæret eller blive gift. Det er svært for Kestrel at vælge. I forvejen er hun ikke en dygtig kriger, og hun har en passion for musik og er dygtig til at tænke strategisk. Men dette er ikke nok for hendes far. En dag er Kestrel på markedet og ender på en slaveauktion. Dér bliver en slave, Smith, sat til salg. Han er blot 19 år og synger endda. Noget ved ham fanger Kestrel og helt uventet, vælger hun at byde penge på ham, og hun vinder auktionen og har dermed lavet sin første slavehandel. Var det en fejl? Hvad skal hun fortælle sin far? Smith opfører sig køligt over for Kestrel, men han er ærlig, og det betager Kestrel. De danner et usædvanligt og ikke velset forhold til hinanden, og snakken går i gang blandt samfundet. Deres forhold er farligt, og Kestrel ved ikke, hvad Smiths egentlige hensigt er, eller at han har en.

Marie Rutkoski har skabt en verden, hvor folkeslag bliver gjort til slaver, når deres land bliver erobret. Der findes valorianer og herranier. Valorianerne har overtaget herraniernes halvø, Herran, og dermed er herranierne blevet slaver. I bogen skete det ca. 10 år tidligere. Tiden er svær at skelne. I Rutkoskis selvskabte verden er der ingen former for elektroniske midler. Det er en gammeldags verden, hvor der ingen biler er, men hestevogne. I stedet for telefoner kommunikerer man ved hjælp af breve. De små samfund holder fester, baller og "tea parties", da de har mange traditioner, og selvfølgelig er der fokus på de enkeltes omdømme. 

Hovedpersonen, Kestrel, er en fighter. Hun er simpelthen så sej. Til tider virker hun helt følelseskold, som om hun ikke bliver påvirket af noget, men det viser hendes udenholdenhed og stædighed. Hun er stærk og må ofte holde sig tilbage og gøre noget, hun ikke nødvendigvis bryder sig om, men hun gør det af ren loyalitet. Hun er en yderst intelligent pige i forhold til sin alder, og hun tænker anderledes i forhold til det samfund, hun lever i. Hun er tydeligvis ikke blevet påvirket af samfundets tanker, holdninger og normer. Et eller andet sted ved hun godt, at en verden med krig, erobringer og slaver er forkert. Kestrel må passe på med, hvordan hun ytrer sig blandt samfundets borgere, men Smith får hendes øjne endnu mere op for virkeligheden omkring hende. Men skal Kestrel kæmpe for sit eget folk eller for slavernes frihed?

Jeg indrømmer, at jeg havde svært ved at se, at Kestrel og Arin (Smiths rigtige navn) havde følelser for hinanden. Men det var kun i starten. Deres kærlighed blomstrede langsomt, fra første gang de mødtes. Og et eller andet sted kan jeg godt lide, at Kestrel og Arin ikke faldt for hinanden med det samme. Det krævede, at de talte med hinanden. Et eller andet sted tror jeg, at Kestrel faldt for Arin, første gang hun så ham. Hun gjorde små ting for at være sammen med ham, og hun valgte hele tiden ham fremfor alle mulige andre. Arin var ærlig over for Kestrel fra starten, hvilket er usædvanligt, da han er en slave, og det ikke er meningen, han skal ytre sig om noget. Men Kestrel synes om det. Både Kestrel og Arin er tilbageholdende. De ved, at det, de føler, er forkert, men siger det så ikke bare endnu mere om uretfærdigheden ved deres verden? Jeg elsker måden Arin taler til Kestrel på. Ikke sådan som han var i starten. Arin var hadefuld, men det var selvfølgelig på grund af omstændighederne. Da Arin begynder at holde af Kestrel, bliver han for første gang sårbar. Og da Kestrel indser sine følelser for Arin, prøver hun at benægte dem, men det bliver sværere, fordi hendes følelser er så overvældende. Det, der rørte mig allermest, var hver gang, Kestrel tog en beslutning, som påvirkede sit folk, og som hun godt vidste ikke ville være godt for Arin, tænkte hun altid på Arin, og det gjorde hende ondt. Lige meget hvor meget hun prøver at glemme ham, og hvor meget hun kæmper, vender hendes tanker tilbage til Arin, fordi han har vundet hendes hjerte. Det er fanget, og det er så smertefuldt, især på grund af det, Kestrel gør i slutningen af bogen.

Selve bogen er velskrevet. Dialogerne er fine og velformulerede, da bogen foregår i en gammeldags og traditionspræget verden. Og det, synes jeg, fungerede rigtig godt. Til tider blev bogen langtrukket, og al den snak, der var om krig, var forvirrende for mig. Ellers kan jeg rigtig godt lide bogen. Der er en del, som jeg synes om og som fungerer godt. Marie Rutkoski har skrevet en god begyndelse på en triologi, som jeg med glæde vil læse. 

Marie Rutkoski, 355 sider, Bloomsbury, 2014