The Here And Now
Da Ethan Jarves som ung var ude at fiske alene, bemærkede han noget underligt i havet. Luften ændrede sig, og hele situationen virkede uvirkelig. Noget stemte ikke. En nøgen pige dukkede frem, og Ethan havde aldrig set så smuk en pige før. Han gav hurtigt sin trøje til hende, og snart var hun væk igen. Ethan glemte aldrig denne dag. Og heller ikke pigen, som han aldrig troede, han skulle se igen. 4 år senere dukker pigen op igen. Hun begynder på hans skole, og de bliver venner. Pigen hedder Prenna James, og Ethan ved, hun er special. Det er Prenna også, men det skyldes helt andre ting, end hvad Ethan har i tankerne.
Jeg kan godt afsløre, at "The Here And Now" handler om Prenna, som kommer fra fremtiden. Hun kom ikke alene, men med en flok mennesker, tidsimmigranter, fra den samme tid som hende. De er kommet for at fikse fremtiden, men først skal de lære at integrere sig i denne tid, som slet ikke er den samme, som den de kom fra. Der er alle de her regler, som tidsimmigranterne skal følge. De har ledere, som overvåger dem og sørger for, at de ikke gør noget, som afslører, hvor de er fra. De har så mange begrænsninger, og en af dem er, at de ikke må være intime med almindelige borgere. Det er svært for Prenna, som er forgabt i Ethan. Der skal altid være en, som bryder reglerne. En tidsrebel.
Det er svært at holde sig fra en, man holder af. Det er sværere at lyve for den person. For med hver løgn opbygges der en mur, der slet ikke burde være der. Det er så svært for Prenna at skulle lyve for Ethan om alt. Hun får aldrig lov til at udtrykke sine tanker over for nogen. Hvis hun gjorde det, ville hun blive dræbt. Så ja, jeg overdriver ikke, når jeg skriver, at livet er svært for Prenna, især når Ethan er så sød. Han er forstående og ved godt, at der er en grund til, at Prenna holder sig tilbage. Han er tålmodig og venter på hende. Han har ventet, siden den første dag han så hende ved søen. Er det ikke bare helt fantastisk og megasødt?!
Jeg har ikke læst mange bøger, som handler om tid, men de, jeg har læst, har jeg godt kunnet lide. Det er spændende at læse om fremtiden, især fordi der kommer så mange realistiske og spændende bud. Prenna kommer fra en verden, hvor der har været pest og andre skrækkelige sygdomme. Der var varmt overalt på jorden, og til sidst kunne man ikke gå udenfor. Alt bliver beskrevet så godt og flot i et sprog, som er letlæseligt og utrolig spændende. Der var altid nogle velskrevne sætninger, som jeg virkelig syntes om, fordi de var så tankevækkende. Jeg fandt bogen spændende fra starten, og "The Here And Now" er virkelig en ufattelig god bog. Hele plottet er genialt og virkelig gennemtænkt. Slutningen irriterede mig dog. Der dannedes en klump i mit hjerte, da jeg havde læst de sidste par ord. Jeg troede, bogen ville ende anderledes. Men når jeg tænker over det, er det vel godt, at den endte, som den gjorde. Det var den rigtige slutning, også selvom den var pisseunfair.
Ann Brashares, 303 sider, Hodder Children's Books, 2014
Comments
Post a Comment