UNDER EN STRÅLENDE SOL

Mariam voksede op med den viden, at hun var uønsket. Hun blev konstant mindet om det af sin mor, som var hård ved hende. Mariam var dog et godt barn, som ikke sagde sin mor imod. Hun var lydig og tog imod al kritikken fra sin mor, da hun i en meget tidlig alder lærte, at hendes mor havde haft et hårdt liv. Mariam længtes altid efter torsdagene, hvor hendes rige far kom på besøg i en time eller to. Hans besøg var højdepunktet i hendes uge. Efter besøgene skulle Mariam altid høre på sin mor, der fortalte hende, at hendes far slet ikke elskede hende, og at han kun elskede sin 3 koner og ægte børn. Ikke Mariam, som var et uægte barn, men det ville Mariam ikke tro på. I de første 15 år af Mariams liv boede hun i en kolba, som hendes far havde bygget pga. skyldfølelse, med sin mor. Aldrig havde hun været ude fra sit hjem, men en dag trodser Mariam sin mor og begiver sig ud i den by, hun kun havde hørt om. Mariam vidste ikke, at denne dag skulle være vendepunktet i hele hendes triste liv, som ville medføre endnu mere smerte og pine.

Laila er en smuk pige, som er opvokset og har boet det meste af sit liv i Kabul. Hun har haft en god barndom i forhold til Mariam, og dog. Lailas to brødre er ude at kæmpe i krigen i Afghanistan mod russerne, mens hendes mor ligger i sengen hver dag og græder. Lailas mor tænker ikke på andet, end at hendes to guddommelige sønner er ude at kæmpe. Hun glemmer helt, at hun også har en datter. Laila bliver passet af sin far, som er en meget klog mand, der stærkt går ind for, at kvinder ikke skal undertrykkes. Desuden holder han meget af Laila. Lailas bedste ven er Tariq. Han har kun et ben, men han er der altid for Laila. Da krigen begynder at blive voldsommere, skilles de, og snart forandrer Lailas liv sig drastisk. 

Sikke en bog! Og hvilken fantastisk historie. Jeg kan stadig ikke komme mig alt det, der sker. Jeg synes, den var så ubegribelig god. Khaled Hosseini skriver historier på en måde, jeg ikke er vant til. Han starter med noget, der virker som erindringer, men han har også ofte mange tidsspring med, som gør historien endnu bedre, fordi man får et større overblik over, hvad der videre sker, men det fik mig samtidig også til at indse, hvor hurtigt livet går. På bare et øjeblik er alt forandret. Der kan ske en lille ting, som så kan få kolossale betydninger i fremtiden. 

Et hovedtema i bogen er helt klart kvindesynet i Afghanistan. Under kommunismen arbejdede kvinder som embedsmænd og havde høje stillinger. De fik uddannelser, og nogle var endda holdt op med at gå med tørklæde. Da krigen udbryder, og Taliban tager over, er det så frygteligt at høre og læse om, hvordan kvinderne bliver undertrykt. Mariam bliver giftet væk som 15-årig til en mand, der nok er ca. 45 år gammel. For det første ser han ikke engang godt ud, og det er bare så klamt. Hun bliver jo tvunget til at gifte sig med ham, fordi hendes familie mener det godt. De vil bare gerne have, hun skal klare sig, og derfor ser de ikke noget forkert i at gifte deres datter væk til en mand, der er dobbelt så gammel som hende selv. Jeg synes bare, det er så frygteligt og modbydeligt. Hvordan kan man leve? Mariam bliver voldtaget, og hun knokler bare rundt i hjemmet. Jo længere, hun kommer ind i sit forhold med sin mand, jo voldeligere bliver han også. Hun bliver jo tæsket, men i Afghanistan er det sådan, at man ikke blander sig i, hvad der sker i en mands hjem. Mariam bliver tvunget til at gå med burka, så hun er helt tildækket. Som nævnt tidligere bliver hun slået af sin mand, hun bliver ikke værdsat, og hun har ikke nogen at tale med. Det gør er oven i købet værre, da det viser sig, hun ikke kan få børn. Hun bliver ikke set som et menneske længere. 

Mariams historie er så sørgelig. Jeg havde så ondt indeni, da jeg læste om hendes barndom og hendes tanker dengang. Jeg ville ønske, jeg kunne have gjort noget for at forhindre det. Jeg ville ønske, at nogen havde gjort et eller andet for at redde den stakkels pige. Mariam lever sådan et sørgeligt liv, som faktisk ender med at blive bedre, da Laila kommer ind i hendes liv. Historien om Mariam ender dog virkelig sørgeligt, og det gør stadigvæk ondt indeni, når jeg tænker tilbage på historien.

Jeg har lært, at der er så mange ting, man kommer til at fortryde her i livet. Men selv om man fortryder noget, gør det jo ingen forskel. Man skulle have gjort det, man skulle, i stedet for at se tilbage på sine handlinger og fortryde det. Jeg ønsker bestemt ikke at blive til en person, der fortryder alt i sit liv. Det ville være forfærdeligt at leve på den måde, og det, jeg prøver på at skrive, er, at man må affinde sig med sine beslutninger og fortsætte med at leve sit liv. Livet er simpelthen for kort.

Jeg roser Khaled Hosseini en million gange! Han er en helt fantastisk forfatter, som har skrevet en vildt realistisk og smuk historie. Mit hjerte går ud til alle, der bliver og føler sig undertrykte.

"A Thousand Splendid Suns", 285 sider, roman, cicero, Khaled Hosseini