The Face On The Milk Carton

Janie Johnsons liv er perfekt. Hun er enebarn, hun har nogle gode venner, hun elsker sine forældre, hun skal snart have sit kørekort, hvis hun bare kan få begge sine forældre overtalt. Hun elsker sit liv, og det kunne ikke blive bedre, da hun og Reve Shields "The boy next door" kysser hinanden. Alt er, som det skal være, til hun en dag tager en mælkekarton op, hvor de plejer at vise billede af kidnappede børn, og ser sit eget ansigt på den. Hun siger til sine venner, at det er hende, men de tror bare, at hun laver sjov med dem. Janie begynder at undre sig over sin tilværelse. Hun undrer sig over, hvorfor hendes forældre ikke har nogle babybilleder af hende osv. Snart begynder hun også at få nogle onde drømme om dagen, som hun kalder "daymares". Hun begynder langsomt at kunne fremkalde den dag, hun blev kidnappet. Hun kan bare ikke tro det. Ikke hendes forældre. De er de sødeste mennesker på jorden. De kunne aldrig finde på at kidnappe et barn. Hun begynder at tvivle på hendes forældre. Forholdet til Reeve bliver bedre og bedre, men tankerne om hendes kidnapning er der dagligt.  

Det er virkelig en spændende historie, også selvom det er fiktion. Man venter spændt på, hvornår Janie har tænkt sig at konfrontere sine forældre, og hvad der så kommer til at ske efter det. Tænk hvis man blev kidnappet, uden at man selv anede det? Og historien bliver bare endnu mere spændende, jo længere man kommer ind i den. Man har så mange spørgsmål til det hele. Janie er også hele tiden bange for at såre sine forældres følelser, men er hun nu også det alligevel, hvis de virkelig har kidnappet hende? Man kan bare ikke tro det. De virker som en helt almindelig kernefamilie, som ikke kunne brydes på nogen som helst måde. Man ved heller ikke, hvem man skal holde med, og man begynder at hade forældrene. Man stoler ikke på dem og tror, at alt de siger er løgn. Jeg elsker bogen, og jeg synes det er en virkelig god fortælling. Nok den bedste kidnapshistorie, jeg har læst. Der er også nogle andre bøger i serien, som jeg har tænkt mig at læse. 

Caroline B. Cooney, 1990, engelsk bog, 164 sider.