We'll Always Have Summer af Jenny Han

Nogle år er gået siden Susannahs død. Belly og Jeremiah er kærester. De er begge glade og holder afsindigt meget af hinanden. Belly er sammen med drengen, der gav hende sit første kys, og ikke mindst sin bedsteven. Conrad har hun ikke set meget til. Han fylder ikke længere hendes tanker, nu hvor hun går på det samme college som Jeremiah, og de tilbringer en hel del tid sammen. Det første år af college er ved at være overstået, og de skal snart på sommerferie. Belly opdager noget ufatteligt om Jeremiah, som får hende til at sætte spørgsmålstegn ved deres forhold. Hun troede, hun kendte Jeremiah så godt, og nu tvivler hun på det hele. Ud af desperation gør de noget spontant, som deres familie ikke støtter op omkring. Men Belly og Jeremiah er så opsatte på deres kærlighed til hinanden. Da Conrad kommer ind i billedet igen, bliver gamle følelser i Belly vækket til livs. De har egentlig altid været der, men Belly har fortrængt dem og fokuseret på Jeremiah. Endnu en gang bliver det en oplevelsesrig sommer med kærlighed og familieskænderier. Kan man glemme sin første kærlighed og satse på noget nyt? Nytter det noget at lyve for sig selv, fordi man ikke kan stille sig tilfreds med det, man ville få, hvis man blot var ærlig? I denne afsluttende bog af Summer-trilogien får vi endelig svar på, hvem af brødrene Belly vælger og ender sammen med. 

Belly er blevet meget ældre. Hun er blevet mere moden og klar omkring sine holdninger. Og dog, Belly er stadig den samme pige, der elsker søde sager, og hun er stadig i tvivl om så meget. Især sine følelser. Jeremiah har altid været Bellys bedsteven. Han er kun et år ældre end hende, mens Steven og Conrad er nogle år ældre. Derfor har Jeremiah været drengen, som gad give Belly en chance og har stolet på hende fra en ung alder. Nu hvor de er sammen, behandler han hende godt. Jeremiah får Belly til at grine og gør hende glad. Han elsker hende, og det har han gjort i lang tid. Længe har han set Belly længes efter Conrad, og det har pint ham. Conrad har såret Belly så mange gange, og Jeremiah synes ikke længere, Conrad fortjener Belly. Jeremiah ved, at han kan gøre Belly glad. Han ved, hvordan han skal behandle hende. De er altså også et sødt par. De er måske lidt fjollede, men de er unge og forelskede. 

Der er så meget drama og så mange spændinger mellem Belly og Conrad! Det glædede mig altid, når de to var alene sammen. Det bliver så anspændt, og de er så nervøse begge to. Og man ved bare, at de begge elsker hinanden. Der er ingen tvivl om, at Conrad var Bellys første store kærlighed. Det har han været i flere år. Conrad har bare behandlet hende så skidt. Han har fået hendes håb op og derefter knust hende. Det har han gjort utallige gange, og Belly er færdig med ham. Hun er sammen med Jeremiah. Da Belly så tager til Cousins Beach og finder ud af, Conrad også er der, prøver hun at ignorerer ham. Hun undgår ham, og det samme gør han. Han kan dog alligevel ikke holde sig fra hende. Han prøver sit bedste på at styre sig, men han har forandret sig. Han er ikke længere følelseskold, og han er ked af at have gjort Belly fortræd så mange gange. For en gangs skyld er han parat til at elske hende og være i et forhold med hende, og så opdager han, at hun skal giftes med hans bror. Hvor sørgeligt og hjerteknusende er det ikke lige? Nå men Conrad fortæller endelig sine følelser til Belly, det skal så lige nævnes, at han vælger at gøre det dagen før brylluppet. Totalt perfekt timing altså. Han fortryder dog også at have ventet så længe. Men det er forståeligt. Han har mistet sin mor, han er ung og dum. Han prøver ligesom at finde sig selv i denne verden, og kærlighed er så indviklet. Men han er blevet ældre og er endelig klar, men da viser det sig at være for sent. Belly er ovre ham. Eller det siger hun i hvert fald. 

Taylor er Bellys ældste veninde. De plejede at gøre alt sammen, og det har altid været de to. Men gennem årene har der også været skænderier. Hver gang Belly er taget i sommerhus, glemmer hun fuldstændig Taylor og skænker hende slet ikke en eneste tanke. Mange gange har Taylor givet udtryk for, hvor dårlig en veninde Belly er. De er også bare så forskellige. Taylor er en rigtig pige, og Belly er mere... barnlig? Man kan sige, at Belly ikke har for travlt med at blive voksen. Hun nyder sin barndom og lever i en fin fantasi, når hun er i Cousins Beach. Oh well.. College er en anden ting. De ender på det samme college, hvilket er heldigt. Men allerede her er de lidt adskilte, fordi Taylor bor i et hus med en masse andre piger - en sorority - mens Belly vælger et ganske almindeligt værelse i en større bygning. Belly får en ny veninde, men hun er stadig gode venner med Taylor. Især da der er tale om et bryllup, kommer Taylor på banen med sin kæmpe mappe og sine mange idéer. Det samler dem nærmest. Og da Belly bliver forvirret over Conrad, er Taylor der med gode råd. Hun er for en gangs skyld flink over for Belly. I hvert fald ifølge mig. Taylor plejer at tale så groft til Belly, men nu er hun pludselig kærlig. Bryllupper får enten det værste eller bedste frem i mennesker hahah.

The Summer-trilogy er så letlæselig og så sød. Jeg elskede den fra starten og vidste simpelthen, at jeg ville ende med at holde meget af den. Personerne er perfekte, historien, omgivelserne.. egentlig bare det hele. Det er virkelig en velskrevet serie! Den drejer sig om vigtige emner som familie, venskaber, sorg og ikke mindst kærlighed. Alt i alt synes jeg ærligt, at The Summer-trilogy er en af mine favoritter, og jeg kommer til at læse meget mere skrevet af Jenny Han.

Jenny Han, Simon & Schuster, 300 sider, 2011

Comments

Popular posts from this blog

SOLGT

Forfatningen af Gemma Malley

"It Ends With Us" by Colleen Hoover